v/ kuglepennesamler Knud Nielsen

Eva Rode

Eva Rode
 

af Eva Obelitz Rode

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I kraft af kuglepennen

For Knud Nielsen er en kuglepen ikke bare et skriveredskab. Hver og en er speciel og denne interesse har resulteret i en samling, der i skrivende stund tæller 65.458 kuglepenne.

Det startede stille og roligt for godt 23 år siden. Knud Nielsen arbejdede som lagerchef, hvor han i en skuffe fandt en masse reklamekuglepenne, som han hang op på en snor. Det fangede folks interesse, som begyndte at komme med andre kuglepenne til Knud Nielsen. Sådan startede hans samling.

Knud Nielsen modtager i dag stadig kuglepenne næsten hver uge. Det kan være nogle få, som sendes med brev, fordi der er en, der har set hans hjemmeside. Det kan også være en større samling, som den der i øjeblikket fylder et helt spisebord nede i kælderen. Der er godt 7.000 kuglepenne, som tæller alt fra sekskantede til en gulerodskuglepen og helt almindelig klik-kuglepenne.

De skal nu tælles op og sorteres, førend nogle af dem eventuelt får plads i Knud Nielsens samling.

Eva Rode.

Knud Nielsen kan stadig blive begejstret over at se en ny kuglepen

En fjerkuglepen fra Provinsbanken

Hvis Knud Nielsen er heldig, så finder han sådan en helt speciel kuglepen i de samlinger, han modtager. I den største samling kuglepenne han har overtaget, var der 1.300 flydere med. Flydere er de kuglepenne, som har væske i enden og et flydende motiv. Det var med til at stabilisere den samling af flydere, som er en af hans mærkesager i dag.

”Den samling der, den er jeg stolt af,” siger Knud Nielsen.

Eva Rode,

Flyderne på brættet her er fra de steder i Danmark, som Knud Nielsen har besøgt. Det er de sjældne gange, hvor Knud Nielsen selv bruger penge på at købe en kuglepen

En af de mest specielle kuglepenne i samlingen er dog en fjerkuglepen, som Knud Nielsen erhvervede sig gennem programmet ”Det manglede bare”. Han sendte dem en fax i år 2000, hvor han efterlyste en særlig fjerkuglepen fra Provinsbanken, som han ønskede at indlemme i samlingen. Efter udsendelsen fik han 53 telefonopkald og tilsendt omkring 20.000 kuglepenne. Han oplevede det samme, da han i 2009 medvirkede i ”Aftenshowet”, hvor han efterlyste en kuglepen med Dronning Margrethe d. II’s monogram. Den står nu på den træreol, der er prydet med de særegne og sjove kuglepenne. Knud Nielsen er glad for den effekt, de forskellige shows har.

”Jeg får nogle glædelige stunder ud af det,” siger Knud Nielsen.

Ejendomsmæglerens brev

På trods af den store samling kan Knud Nielsen stadig blive overrasket over at se en kuglepen.

”Der kommer nogle specielle frem hele tiden,” siger Knud Nielsen.

Samlingen vokser for hver dag, der går, og det skyldes i høj grad også de kuglepenne, som privatpersoner sender til Knud Nielsen. Hans hjemmeside kuglepennesiden.dk har en stor del af fortjenesten. En af de kuglepenne som også har fået plads på reolen er én, som en ejendomsmægler sendte til Knud Nielsen med et brev lagt ved. Han havde været i Tyskland og købt en kuglepen med hjem til Knud Nielsen.

”Det er også sådan noget, der varmer,” siger Knud Nielsen.

Eva Rode..

Den røde DR kuglepen fik Knud Nielsen, da han medvirkede i Aftenshowet. “Jeg havde faktisk kuglepennen, men kun i sort!”

I fremtiden ser Knud Nielsen sig dog nødsaget til at skære ned på samlingen. De 65.458 kuglepenne fylder allerede godt i kælderen, som konen er gået med til at dedikere til samlingen. Men flyderne bliver i hvert fald boende hos Knud Nielsen. Den samling giver han ikke så let slip på.

 

Forsidehenvisning:

Knud Nielsen er samler på treogtyvende år. I kælderen er der fyldt med kuglepenne fra gulv til loft – 65.458 er der i alt, og de tæller alt fra en Obama kuglepen til en gammeldags fyldepen.